Bare fordi risene er færdighøstede og færdigtørrede, betyder det ikke, at de er klar til at blive tilberedt. Før de kan blive det, skal de hårde skaller, der omgiver riskornene, bankes af, og det foregår i en kæmpestor morter. Det er hårdt og træls arbejde, og Maria og Alejandro skiftes til at gøre det.
Solen banker ned direkte over Alejandros hoved, mens han banker det ene håndfuld risplanter efter den anden tør for korn. I en kort pause henter han vand til ham og svogeren i et stillestående vandhul tæt på.
For en vestlig landmand, kan den langsommelig rishøst i Kakamuklaya virke helt håbløs. Indianerne banker riskornene af planterne, og samler dem ind på en pressening, hvorfra de skubber dem ind i sække. Undervejs går masser af høsten tabt.
Hvor der i dag er rismark, var der for to år siden en århundreder gammel jungle. Den blev lagt ned af kategori 5-orkanen Felix, og det tvang miskito-indianerne til at satse på landbrug samtidig med, at de forsøger at tjene penge på træet, der ellers ligger og rådner.
Maria Becker, Alejandros kone, ordner vasketøjet i Rarawas-floden. Hun står for alle de hjemlige pligter som madlavning, tøjvask og pasning af deres 2-årige søn Andy.
Der er masser af børn i den lille by Kakamuklaya, og de bevæger sig frit mellem de 14 huse, der indtil videre er blevet bygget med hjælp fra den danske NGO Nepenthes.
Alejandro har lovet en af sine venner, Tomas Norman, at hjælpe ham med at skære planker ud til hans hus, da Alejandro er en af de få i landsbyen, der er uddannet i skovdrift og ikke mindst i at betjene den enorme motorsav. Før de går ind i junglen, sliber Alejandro takkerne på saven med en fil.
Når skallen er banket af, skal den sorteres fra risene. Det foregår med naturens belejlige hjælp. Der skal ikke mere end en ganske lille brise til, og så svæver skallen væk, mens de tungere ris ryger tilbage i skålen. Og så kan risen endelig koges.
Klokken halv fire om eftermiddagen er dagens arbejde færdigt. Tomas Norman har nok planker til at gøre sit hus færdigt. De to trætte mænd poserer trætte foran frugten af deres slid.
Marias svigerinde og hendes mange børn er faste gæster i deres endnu ufærdige pælehus, hvor de mangler at få træ på siderne i stedet for zinkplader. De to kvinder bruger ledige stunder på at pille flager ud af de nyhøstede ris. Imens tumler ungerne rundt.
Et af træerne i junglen har kun fået skåret kronen af under orkanen. Det nederste af stammen står endnu, men træer er dødt. Det er et godt bud på et træ at skære planker af. Efter at Alejandro har fældet det, viser det sig dog, at termitter har ædt sig hele vejen op igennem træets midte, og så dur det ikke.
Andy er en genert dreng, men der skal ikke meget til, før han bløder op. Han savner sin ni-årige storesøster Anielka, som bor hos sine bedsteforældre inde i Rosita, hvor hun går i skole. De ser kun hinanden cirka hver tredje måned.
I en pause fra marken går Alejandro ned til floden for at se, om han kan fange en fisk eller to. Hans ’fiskestang’ er bare en lille pind med en line på, men alligevel får han næsten en aborre på krogen. Fisk er en kærkommen afveksling fra den typiske diæt bestående af ris, bønner, æg og kylling. De fleste af jungledyrm, de før også levede af, døde i orkanen.
Indbyggerne i den lille jungleby Kakamuklaya kæmper en konstant kamp med at få deres ryddede marker til at afgive nok afgrøder. Det gør det markant sværere, at de ikke længere kan stole på årstidernes skiften – regnen og tørken kommer nu på helt unormale tidspunkter.
Henad eftermiddagen er dagens dont ved at være fuldbragt. Mens Alejandro skærer de sidste planker til, snuppet Tomas Norman sig en sen frokost bestående af ris med bønner og løg, også kaldet gallo pinto.
Det er ikke let at betjene den store motorsav, hvis blad er næsten en meter langt. En mindre sav kunne dog ikke gøre det, da de fleste træer har en enorm bredde. For at få så meget træ ud af stammen som muligt følger Alejandro den samme monotone arbejdsgang.
Årets rishøst er færdigtørret og skal i sække. Maria og Alejandro hjælpes ad, men ellers er det ikke meget de to blander sig i hinandens arbejde.
Kogeblus i junglen er hverken drevet af el eller gas, men de er næsten lige så effektive. Det er i praksis bål, som er placeret i jordkasser i arbejdshøjde, og så sørger en ler-halvcirkel for, at gryder og pander er over og ikke i flammerne. Der er altid gang i gløderne på ’kogeblusset’.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Dette rodede stykke tidligere jungle huser Alejandros rismark. Risene gror i en slags sump i den tidligere skovbund.
I tryghed under myggenettet tager Andy sig en uforstyrret eftermiddagslur.
Marias brors datter.
Før orkanen Felix var skovbunden bar i junglen. De store træer skyggede for alt liv, og der var altid mørkt under dem. I dag er det, der tidligere var jungle, ét stort buskads, hvor miskitoerne nøjsomt må rydde stier. De mange faldne træer gør det også farligt at gå med motorsaven, og Alejandro kom lettere til skade med den sidst år.
Se video
Se billeder
