Familiens Komakchidzes første hus blev ødelagt i løbet af bare en enkelt storm, og så hjælper det meget lidt, at myndighederne senere har kørt byggematerialer ud mellem den tilbageværende ruin og bølgerne.
84-årige Ismail Komakchidze tilbringer meget af sin dag tilbagelænet på den seng hans kone esma sover i i køkkenet, fordi hun er for dårligt gående til at gå op ad trappen til 1. salen. Køkkenet er også familiens dagligstue og spiseplads.
Udsigten er flot fra familien Komakchidzes førstesal. Eneste problem er, at der helst ikke skulle være et så stort panorama her fra. Hele bagsiden af huset er blevet taget af Sortehavets bølger.
25-årige Tamila med sin et-årige datter Nini i familiens lille gård mellem huset og vejen. På trods af at de bor i en ruin, er der ofte gæster i familiens Komakchidzes hjem.
Flere huse i landsbyen Adlia er hårdt ramt af Sortehavet, men ikke lige så galt som familiens Komakchidzes. Set fra vejen ser flere af husene fine ud – men fra kystsiden ser man, hvordan de er blevet ødelagt.
Tamila slider og slæber for at holde hendes ødelagte hjem så rent og beboeligt som muligt. Efter et regnskylle forsøger hun at feje de værste vandpytter i gården væk. Den almindelige rengøring er svær, fordi hun ikke har rindende vand i huset, og det frustrerer hende til tårer.
Da Ismail var ung lå der en have på 4.000 kvm. bagved hans hus. I dag er haven spist af huset og Ismail har i stedet bygget sig en ganske lille have ude på vejen, hvor han dyrker lidt krydderurter.
Nini er lige fyldt et år, og er hele familiens øjesten – og virkelig fars pige. Nuzgar misser i hvert fald ikke en chance for at sidde med hende på skødet.
Alle kender hinanden i den lille landsby Adlia. Ismail går ofte en lille tur ned ad gaden for hilse på naboerne.
Nuzgars fætter fra bjergene er på besøg i det lille hus ved kysten. Der skal ikke mange gæster til, før alt er besat i det lille køkken.
Nabohuset er også voldsomt præget af Sortehavets bølger. Familien, der bor der, har sørget for at skubbe noget af det grus, som myndighederne har kørt ud på stranden, opad den skrænt bølgerne har gravet, så de kan gå ned til vandet.
En lille båd med to fiskere kommer ind fra havet tæt ved familiens hus. Fangsten, der tæller en ganske lille hajtype, bliver hurtigt solgt til folk, der kommer ned fra landsbyen.
Nini har været oppe hos sin mormor og morfar i et par dage, mens Tamila og Nugzar har overstået en masse arbejde på det stykke land, familien har fået af kommunen, fordi havet har spist deres. De første par timer er hun sur på sin mor, men senere varmer hun op.
Nugzar tjener en lille smule penge på at samle jern på stranden, når det har stormet, og gruset er blevet vasket ud. Han får mellem fem og 12 lari per kilo, svarende til 15 til 36 kroner. Derudover lever familien af Ismails og Esmas pension og af den ganske lille indtægt fra deres lille stykke jord.
Den vestre side af husets 1. sal stod ikke til at redde, da den sidste storm var drevet over. I dag bruger familien det forladte rum til at tørre tøj, og deres lille hønseflok søger ly her, når det regner.
Det der engang var en stenet strand er i dag udvaskede byggematerialer, som myndighederne har kørt ud til kysten for at stoppe den voldsomme erosion. Et enkelt sted er der lavet en vej ned til vandet, så fiskerne kan få deres både i.
Trappen op til familien Komakchidzes 1. sal overlevede lige akkurat, da en storm spiste den ene halvdel af huset. Nu er der ganske få centimeter gulv for oven, og når det stormer, svinger det løse stykke beton faretruende frem og tilbage. Af samme grund sover familien i et lejet hus, når vejret er voldsomt.
Tamila, Nuzgar og Ninis soveværelse i den gamle ruin ligger på 1. salen. De bruger stort set kun rummet til at sove i, og når det blæser op til storm, sover de et andet sted af frygt for oversvømmelser eller yderligere beskadigelse af huset.
Ismail kan godt se, at hans hus på sigt vil tabe kampen mod havet, men han holder alligevel stædigt fast i at hans familie skal blive boende. Han vil kun flytte det øjeblik myndighederne tilbyder ham et andet hus af tilsvarende værdi.
Der skal ikke meget vind og bølger til, før man kan se erosionen foregå lige for øjnene af en. Det byggemateriale og grus, som myndighederne har kørt ud for at beskytte kystlinjerne, bliver langsomt taget med af bølgerne, og en to-tre meter høj skrænt bliver dannet.
Se video
